Læg overskabene på hylden – indret dit køkken med hylder

Læg overskabene på hylden – indret dit køkken med hylder

3. oktober 2019 606 Af Martin

Vi vil have luftighed, vi vil have personlighed, og vi vil have hjemlighed. Køkkenet er et svært rum at indrette i disse dage, hvor ovenstående filosofi gennemsyrer de danske hjem, og hvor vi i stigende grad går væk fra de hårde kanter, hvide overflader og praktiske tiltag.

For et køkken er jo nu engang et køkken – der skal være plads til det hele, og der er et fast sæt af praktiske genstande og enheder, som er svære at komme udenom: køleskab, komfur, emhætte samt eventuelt opvaskemaskine og diverse apparater. Og hånden på hjertet – der er bare ikke et godt tip til at få komfuret til at virke personligt eller hjertevarmt. Et tip, som dog med fordel kan følges, hvis man vil opbløde køkkenets hårde enheder og kanter, er at skifte overskabene ud med åbne træhylder.

 

Luftighed – tjek

Køkkenet kan hurtigt komme til at virke som én stor samling klodsede kasser, når det ikke består af andet end tunge, firkantede skabe og føromtalte knapt-så-skønne apparater. Med ønsket om at gøre køkkenet til et åbent og indbydende rum, hvor man kan ånde frit, har mange indretningseksperter derfor helt droppet idén om overskabe. De får loftet til at virke lavere og optager hurtigt det meste af synsfeltet. Overskabene bliver i stigende grad skiftet ud med hylder, som med deres svævende egenskaber lader meget mere lys trænge igennem og i større grad bliver et interessant indslag i køkkenet end en visuel blokade.

 

Personlighed – tjek

Samtidig gør hylderne det muligt at give køkkenet personlighed. I mange køkkener er det svært at få plads til så meget som en potteplante, fordi pladsen på køkkenbordet er så dyrebar, og der sjældent er andre steder at sætte sit personlige præg. Med åbne hylder som opbevaringsløsning bliver det dog muligt at fremvise de godter, der ellers ville være gemt bag lukkede låger: smukke tekander, flot service og tekopperne, børnene har malet. For ikke at tale om, at træhylder i sig er flotte at se på – især når de har karakteristiske detaljer såsom beslag lavet af rør eller flotte træårer.

 

Hjemlighed – tjek

I forsøget på at få alle hjemmets rum til at virke indbydende og hjemlige, ser vi en tendens til, at rummenes funktioner flyder sammen. Indretningsarkitekter slæber ivrigt polstrede stole ud på badeværelser og badekar ind i soveværelser. De funktionelle zoner opløses, så alle hjemmets værelser kan virke indbydende og behagelige at opholde sig i. Køkkenet er selvfølgelig ingen undtagelse. Med hylder i stedet for overskabe kan man eksempelvis gøre plade- eller bogsamlingen til et interessant indslag i køkkenet, eller man kan hænge malerier, som jo sjældent ses i køkkener, på de nu eksponerede vægge bag hylderne.

 

Hylder er flotte, men tænk dig om!

Flotte hylder i køkkenet er både skønne og praktiske, men det er altid vigtigt at finde en balance og at tænke over, hvad der fungerer for dig. Hylder tiltrækker naturligt mere støv og snavs, hvorfor alting gerne skal placeres systematisk og samlet, så der nemt kan gøres rent. Samtidig kræver det en stærk ordenssans og et øje for æstetik, hvis man vil have de åbne hylder til at blive et smukt og unikt indslag i indretningen frem for en ufrivillig eksponering af køkkenrodet. Læs mere om, hvad du bør overveje, før du vælger åbne hylder i køkkenet.